Strandbo før og nu

Indenfor de sidste 100 år har vi haft 472 registrerede Strandbo lokaliteter i Danmark, men ændring i landudnyttelse og den medfølgende eutrofiering har gjort at vi i dag blot har 254 recente lokaliteter tilbage. I denne undersøgelse viser vi hvordan et samspil af jordarter, arealanvendelse og vandkemi tilsammen bestemmer hvorvidt Strandbo stadig forekommer – eller er forsvundet – på en given lokalitet.

Strandbo (Littorella uniflora) hører til de akvatiske rosetplanter som også inkluderer bl.a. Tvepibet Lobelie. Det er Tvepibet Lobelie der har lagt navn til de blødvandede ”lobeliesøer”, men også Strandbo forekommer hyppigt i disse søer. Af de akvatiske rosetplanter har Strandbo den bredeste økologiske forekomst, og den findes også på lokaliteter som vi normalt ikke ville betegne som lobeliesøer. Tidligere fandt man Strandbo i f.eks. Furesøen (1917), Sortedamssøen i hjertet af København (1866) og i Tissø (1933) som alle har middelhårdt vand og ligger på den fede morænejord (figur 1). I den modsatte ende af spektret fandtes Strandbo også vidt udbredt i hede- og klitsøer og endog i fordybninger i landskabet som delvist tørrer ud om sommeren. Strandbos bredere økologiske forekomst skyldes formodentlig en kombination af højere maksimal vækstrate, unikke økofysiologiske tilpasninger, både vegetativ formering og frøformering samt evnen til at gro næsten lige godt over som under vand.

HABITATFOTO Hedeområdet Grene Sande i Ribe amt huser en typisk Strandbo-lokalitet med såvel hede som nåleskov i oplandet til søen. Nærbilledet af Strandbo viser tydeligt hvordan planten må kæmpe med et tykt lag alger om lys og næring.

Indenfor de sidste 100 år har vi haft talrige Strandbo lokaliteter i Danmark, men ændring i arealanvendelse og den medfølgende eutrofiering har ført til at mange lokaliteter må betegnes som historiske fordi Strandbo ikke mere findes der. Der er næppe tvivl om at eutrofiering er hovedårsagen til at så mange Strandbo lokaliteter er gået tabt, men de nærmere detaljer er ikke kendt. I lande som Holland og Sverige er forekomsten af Strandbo også gået stærkt tilbage og her mener man forsuring af de blødvandede søer er hovedårsagen til tilbagegangen. Vi mente derfor at en detaljeret undersøgelse af Strandbos udbredelse før og nu var tiltrængt så forvaltningen af de tilbageværende lokaliteter kan blive mere effektiv. Derudover åbner en dybere forståelse af plantens miljøkrav også mulighed for at vi kaster os ud i succesfuld genskabning af habitater som tidligere er gået tabt.

Strandbo før og nu
Strandbo har altid været mest udbredt i Jylland og forekommer tydeligvis fortsat mest i Jylland om end de historiske lokaliteter også er talrige her (figur 1). Der er kun få recente lokaliteter tilbage på Øerne og flere af dem er faktisk tvivlsomme. Man skal i den forbindelse huske at vi har anvendt en større botanisk undersøgelse fra 1978 til 1994 som skillelinie (se boks 1, /1/), og selvom diverse vandmiljøplaner har haft deres effekter kan status af Strandbo i de enkelte søer godt have ændret sig siden undersøgelsen fandt sted for ti til tyve år siden. Ikke desto mindre tegner udbredelseskortet et tydeligt mønster som viser at Strandbo oftest forekommer på de sandede jorde i Vest- og Nordjylland som har den største forekomst af hede og nåleskov. Kortet viser dog også at Strandbo tidligere fandtes på en del lokaliteter med mere lerholdig jord, men her er den i udpræget grad forsvundet.

Miljødata
Traditionelle miljødata som total N og P samt klorofylindhold og sigtdybde forklarer i virkeligheden en stor del af variationen imellem historiske og recente Strandbo-lokaliteter (figur 2 og 3). Det viser sig også at alkaliniteten – som er summen af basisk reagerende ioner hvoraf bikarbonat oftest er den vigtigste – er den vigtigste af alle de undersøgte parametre. Effekten er ifølge figur 2 negativ, og det betyder at jo højere alkaliniteten er, jo større chance er der for at vi har med en historisk Strandbo-lokalitet at gøre. Strandbo er med andre ord mere udsat for at forsvinde fra søer med højt indhold af bikarbonat. Det er tidligere vist at alkaliniteten overordnet forklarer udspaltningen af karakteristiske samfund af undervandsplanter i Danmark /2/, og derfor er det måske heller ikke overraskende at vi også i denne undersøgelse finder at alkaliniteten er af stor betydning for Strandbos forekomst . På samme måde har et højt indhold af total P og N en negativ effekt på den recente forekomst af Strandbo ligesom meget klorofyl i vandfasen og en deraf følgende lav sigtdybde øger chancen for at vi har med en historisk Strandbo-lokalitet at gøre. Alene baseret på miljødata var vi stand til at klassificere 83 % af vores undersøgte søer korrekt i gruppen af henholdsvis recente og historiske Strandbo-lokaliteter. De fleste vil dog sikkert indvende at de fleste af disse miljøparametre overordnet er bestemt af jordart og arealanvendelse.

FIGUR 1 Udbredelsen af Strandbo før og nu. De gule punkter angiver recente lokaliteter mens de røde angiver historiske.

Jordarter, arealanvendelse og N deposition
Der er en tæt kobling imellem søernes vandkemi og så den jordart som omgiver søerne. Men som det fremgår af detaljerne i boks 1 er det topografiske opland til søerne ikke i stand til at beskrive denne sammenhæng særlig godt. Anvender vi i stedet en randzone på 100 meter omkring søen, får vi en tydelig sammenhæng imellem jordarterne og den historiske og recente forekomst af Strandbo i søerne. Flyvesand og havaflejringer er de eneste jordarter som har en positiv betydning for den recente forekomst af Strandbo. Alle andre jordarter (moræneler, smeltevandssand, ferskvandsaflejringer m.v.) øger chancen for at vi har med en historisk Strandbo-lokalitet at gøre, hvis disse jordarter dominerer i randzonen.

På samme måde som jordarter påvirker vandkemien i søerne, påvirker de også arealanvendelsen. Heden finder vi på de sandede arealer i Vest- og Nordjylland og ikke i det østdanske morænelandskab. Nåleskovsplantagerne finder vi ligeledes på sandjordene. Lige netop hede og nåleskov kommer ud som de eneste positive parametre i diskriminantanalysen (se boks 2), hvilket betyder at jo højere andel af hede og nåleskov der er i 800 meter randzonen (se boks 1), jo større chance er der for at vi har med en recent Strandbo-lokalitet at gøre. Det forholder sig ikke overraskende stik modsat med by, veje, landbrug og løvskov som alle forekommer hyppigst i randzonen hos historiske Strandbo-lokaliteter.

Er dette så ikke blot det gamle problem med hønen og ægget? Vi så jo at gammelkendte eutrofieringsparametre som total P og N har en voldsom negativ effekt på Strandbos forekomst i det moderne landskab, og et højt indhold af fosfor og kvælstof er vel netop et resultat af vores arealanvendelse hvor by og landbrug bidrager med de ekstra næringssalte. Jo, vi bliver ikke overraskede men diskriminantanalysen hjælper os med at filtrere alle disse parametre som er indbyrdes korrelerede og figur 2 viser disse koefficienter efter at de er renset for autokorrelation. Vi kan derfor sammenligne dem indbyrdes og vurdere deres relative bidrag. Dette er også årsagen til at N-depositionen ikke ser ud til at spille en større rolle, og hvis vi forsøgsvis fjerner total N, nitrat og ammonium fra datagrundlaget kommer N-depositionen også ud som en langt mere betydende parameter. Men det ændrer ikke ved at Strandbo-lokaliteterne sædvanligvis er fosforbegrænsede og derfor er betydningen af total P også altid større end betydningen af de kvælstofrelaterede næringsstoffer.

FIGUR 2 Strukturmatrixkoefficienter fra diskriminantanalysen. Positive blå søjler angiver parametre som er knyttet til recente Strandbo-lokaliteter mens de negative røde søjler er parametre, som dominerer på lokaliteter hvor Strandbo er forsvundet.

Når vi anvender alle vores miljødata, samt data for jordarter, arealanvendelse og N-deposition er vi i stand til at klassificere 96,4 % af alle vores søer korrekt i henholdsvis historiske og recente Strandbo-lokaliteter. Der er med andre ord kun ganske få søer hvor vi ikke kan forklare hvorvidt Strandbo er forsvundet eller stadig forekommer ud fra vores valgte parametre. Den høje klassifikationsprocent tyder også på at vores skillelinie (1978-1994) er robust selvom den er gammel, og vores undersøgelse tyder med andre ord ikke på at vi har tabt et stort antal lokaliteter – eller at Strandbo er genindvandret – siden den botaniske oversigt blev lavet.

Eutrofiering
Vores undersøgelse viser også at på de lokaliteter hvor Strandbo er forsvundet skyldes det udelukkende eutrofiering. Denne konklusion kan måske synes banal, men i Holland er Strandbo først og fremmest forsvundet på grund af forsuring /5/ hvilket vi også må forvente er tilfældet i Sverige og Norge, selvom der ikke foreligger omfattende undersøgelser fra de to sidstnævnte lande. I Danmark er Strandbo ikke primært forsvundet som følge af forsuring da vi ellers ville have set en modsat effekt af pH i diskriminantanalysen (høj pH er faktisk knyttet til Strandbos forsvinden i vores undersøgelse) samt en større negativ betydning af ammonium. Den negative effekt af total P og N samt de opløste næringssalte består med andre ord i at de stimulerer væksten af planktonalger, epifytter og mere konkurrencedygtige arter af vandplanter som til syvende og sidst udkonkurrerer Strandbo.

Forvaltningsmæssige implikationer
De forvaltningsmæssige implikationer er klare. Hvis vi ønsker at opretholde vores tilbageværende Strandbo-lokaliteter – eller måske drømmer om at genetablere nogle af de tabte bestande – er det altafgørende at vi reducerer mængden af næringsstoffer til søerne. Vores analyse viser at såvel fosfor som kvælstof er vigtige i den forbindelse. Det nytter altså ikke udelukkende at se på disse søer som traditionelt fosforbegrænsede lokaliteter og derfor udelukkende koncentrere indsatsen om dette ene næringsstof.

FIGUR 3 Miljødata fra historiske og recente Strandbo-lokaliteter. Figuren viser tydeligt at recente (R) Strandbo-lokaliteter har lavere alkalinitet, total P, total N og klorofyl samt højere sigtdybde end historiske (H) lokaliteter. Punktet angiver medianværdien, boksen er 25 og 75 % percentiler og det totale range er angivet med pinde.

Vores undersøgelse viser også at en randzone med restriktioner på arealanvendelse på minimum 800 meter er nødvendig. Vi ser faktisk effekter i vores dataanalyse på smallere randzoner men først ved 800 meter får vi den maksimale forklaringsgrad imellem forekomsten af Strandbo før og nu. En randzone på 800 meter kan synes urealistisk stor, men vores undersøgelse viser at vi risikerer at miste Strandbo hvis vi ikke tager dette skridt. Traditionelt landbrug og visse typer skovbrug samt naturligvis urbanisering må undgås, og hvis vi ønsker at genetablere tabte lokaliteter, må vi indføre omfattende restriktioner på anvendelse af fosfor- og kvælstofgødskning. Omvendt tyder det ikke på at den atmosfæriske N-deposition har en kraftig negativ direkte effekt på Strandbos forekomst, men den indirekte effekt er tydelig både som total N og som trussel overfor en af de vigtigste arealanvendelser i vores analyse nemlig heden.

Referencer
/1/ Gravesen, P., Emsholm, L. og Wind, P. 1979-1994: Foreløbig oversigt over botaniske lokaliteter. Miljøministeriet, København

/2/ Vestergaard, O. og Sand-Jensen, K. 2000: Alkalinity and trophic state regulate aquatic plant distribution in Danish lakes. Aquatic Botany 67, 85-107

/3/ DMU. 2004: Areal Informations Systemet, Miljøministeriet, København

/4/ GEUS. 2004: Danmark digitale jordartskort, Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelser, København

/5/ Roelofs, J.G.M. 1983: Impact of acidification and eutrophication on macrophyte communities in soft waters in The Netherlands. I. Field observations. Aquatic Botany 17, 139-155

Biografier
Troels Andersen er biolog og Ph.D. fra Syddansk Universitet i Odense og arbejder med Strandbo’s økologi og abundans i det skiftende miljø.

Ole Pedersen er lektor på Københavns Universitet og har i en årrække arbejdet med de akvatiske rosetplanters specielle økofysiologi.

Frede Østergaard Andersen er lektor på Syddansk Universitet og arbejder med undervandsvegetationens betydning for næringsstofdynamikken i søer og kystnære områder.